Jeg er frankofil. Jeg elsker fransk musik, franske film, det franske sprog – fransk kultur i det hele taget. Jeg har set La Môme, Monsieur Ibrahim et les fleurs du Coran, Amélie (mais bien sûr) og et ton af andre franske film.
I fredags var jeg alene hjemme, og min første tanke er ofte, “Åh nej, helt alene en fredag aften”, men i virkeligheden er det så dejligt med en aleneaften. Ingen veninder, ingen druk, bare mit eget selskab og en god kop te. Det er altså ikke af vejen. Eget selskab er til tider det bedste, ikke?
Tilbage til de film jeg fik set, jeg lejede to! Den ene var Potiche (2010) - og det er den, det skal dreje sig om!
Potiche betyder trophy wife – jeg ved ikke, hvad udtrykket præcis er på dansk, trofækone er lidt tamt. Catherine Deneuve, det skår, spiller den hjemmegående kone, Suzanne. Hun er gift med den utålelige og utro direktør, Robert spillet af Fabrice Luchini, der bruger al sin tid på familiens paraplyfabrik. Suzanne er tilfreds med livet, de små ting, at løbe ture i skoven, skrive poesi om havens dyr og blomster. En vaskeægte trofækone.
På paraplyfabrikken har arbejderne dårlige vilkår, Robert behandler dem alle tarveligt, og det fører til fagbevælgelsens oprør. Robert kidnappes af arbejderne, og den eneste, der kan overtage fabrikken og forsøge at få den tilbage på rette spor, er Suzanne!
Suzanne må gøre op med sin fortid i skikkelse af Gerard Depardieu for at klare skærene – han er altså blevet gammel!
Francois Ozon har instrueret denne perle, og den kan altså varmt anbefales! Jeg morede mig, nød den franske farce (det kan de, som ingen andre kan).
