1. oktober! Hvad siger I til det? Nu er det sådan for alvor efterår. Og hvilken bedre måde at sparke efteråret gevaldigt ind med et kig på alle jeres dejlige sommeroplevelser! Jeg har i løbet af den sidste times blevet forlovet på Borneo, blevet student, været til kormesterskaberne i USA, overnattet i det fri i Sahara, fået mig endnu en mopsehvalp, stået på sidelinjen til en fødsel, været med veninder på Mallorca. Og ca. 90 andre store oplevelser. Det lyder som om, I har haft den smukkeste sommer – i Danmark, i udlandet, med og uden veninder, med kærestesorger og håb. Det har været praktisk taget umuligt at finde den bedste oplevelse.
Men en kommentar stak lidt ud, den var fra Ida. I den sidste uge har vi diskuteret det at opføre sig ordentligt over for hinanden. Det er åbenbart svært for nogen. Men Ida brød med sin kæreste i sommer, og på den anden side af bruddet stod Idas veninde klar til at hanke op og hjælpe. Og det vil jeg gerne hylde, så godt jeg kan med et par solbriller.
Ida T skriver:
Det kommer til at lyde helt tosset det her; men mit bedste minde fra i sommer, var den dag jeg flyttede ud af min x-kærestes og min lejlighed, efter at have været ulykkelig sammen med ham i mange, mange år. Det var en hård dag, men samtidig også en dag der for altid vil repræsentere håb. Håb for et bedre liv alene, håb for kærlighed, og håb for en dag at blive lykkelig. Hvis jeg vinder solbrillerne vil jeg forresten forære dem til min fantastiske veninde, som har været en kæmpemæssig støtte hele den kolde og grå sommer.
Ida, til trods for ulykken i din kommentar, så emmer den af håb, ligesom du skriver. Jeg sender dig en mail! Så håber jeg din veninde bliver glad for brillerne, og at de kan være et lille tak til hende for hendes gode venindeskab.






