Det første dagens i laaaang tid og så endda i søndagstøj. Slapperbukser og ustrøget skjorte. Jeg er stadig forkølet, jeg kan simpelthen ikke slippe hoste, halskriller og snot. Det har varet en uges tid. Har I nogle gode råd? Jeg drikker ingefærshots, appelsinjuice, varm mælk med honning. Jeg har halstørklæde på og sover med sokker. Alt det min mor har lært mig. Det synes ikke helt nok.
Bukserne er nye og en del af min smarte-slapper-buks-samling, det er lige pludselig blevet helt legalt for mig at have hængerøv og slapperlår i hverdagen. Takket være smart print og en designer i nakken. De her er fra Mads Nørgaard – fik et lille gavekort af Loftet til deres website, og selv om jeg måtte bløde en del oven i, er jeg fan af båsserne, de er så gode på. I øvrigt kan jeg også anbefale andre hængerøvsdesignere som Malene Birger (hun er nu affordable med -40 %) og Inwear for andre slapperbukser af god kvali. Se her og her fx.
Det der med at tage dagens-billeder plejer i øvrigt at foregå således: 30 billeder der er seriøse med ansigtet i rette folder. Så 20 billeder med useriøsitet, grimme fjæs, skovskiderstilling eller andet fjol (som nedenstående). Så 10 billeder hvor min mund konsekvent er åben, spørgende “Er vi færdige eller hvad?”. Det er et hårdt bloggerliv, hah!
Jeg spurgte dejlige Marie, om jeg måtte dele bare et par enkelte billeder af dem lige efter vielsen med jer. Det er så hyggeligt, tænker jeg, at se lidt mere end bare lige et outfit fra min side. Det måtte jeg gerne!
Hvis I synes, jeg var flot (og kæmpe mange stort tak i øvrigt, jeg har haft rødmende kinder hele dagen i går), så se lige Marie!
Samme dag jeg købte tylbørgen, stødte jeg på Marie i H&M. Hun havde øjne for den flotte blondekjole fra samme linje; altså Conscious Exclusive. Så gik vi prøverummet sammen, prøvede vores kjoler. Og selv om lyset er uklædeligt i et prøverum, og støvpølserne hvirvler omkring tæerne og hænger sig i ens tøj på gulvet, så var det et helt særligt øjeblik. Det var kjolen. Den var som lavet til hende. Syet til hende. Med Marie i tankerne, da den blev tegnet. De fine blonder, der ledte mine tanker hen på Victorianske tider, de blondebetrukne knapper, små blomster vævet i stoffet, det lille slæb. Perfekt til hendes store smil, flotte ben, det nordiske lyse, fine hår.
Det var et øjeblik, lige der i prøverummet, jeg er så glad for at have fået. “Hvad synes du?”. Jeg behøvede ikke svare, for det var den. Pigerne prikkede til hende på vej mod kassen “er du sikker på, du skal have den?”, fuldstændig! Uden tvivl! Og som Marie sagde: “Jeg elsker at min brudekjole er fra H&M!”. Jeg tænker på den scene fra SATC the Movie, hvor Anthony prøver at forklare Carrie, at hun altså ikke kan komme i vintage; “The bride wore a dress by… Noone!” og så ender hun alligevel lykkelig, strålende i sit lille vintage silkesæt til sidst efter Lacroix, Westwood, Wang. Et bevis på, at en brudekjole ikke behøver at koste 30.000 kroner for at være den rigtige. Maries kjole var særlig – selv om den var fra H&M. Helt særlig. Romantisk og simpel men faktisk med mere personlighed end mange andre brudekjoler, jeg har set gennem årene, også de dyre! Det var ikke kjolen, der kom med hende, det passede bare sammen, hun var i et med den.
Og så med kantede nude hæle, flettet hår med blomster, røde negle. SÅ gennemført.
… Og nårh ja så giftede hun sig også med en af de flotteste venner, jeg har; Jakob. Er de ikke hamrende gode sammen? Tænk sig de børn, de må få!
PS: På torsdag har jeg min sidste eksamen, mundtligt, så jeg når ikke at svare så meget før efter det – så har jeg til gengæld skolesommerferie, hurra!
For første gang var det vores gode venner der skulle giftes. Vi har været til en del bryllupper efterhånden; min fars, søsters, min kærestes storebrors, underboers. For første var det nogen i vores egen vennekreds, der skulle giftes. Og det var fantastisk. En af mine kærestes bedste venner fra gymnasietiden friede til sin kæreste en kold oktoberaften i Tivoli sidste år, og i går samledes vi alle; familie, venner, i Frederiksberg Kirke for at fejre deres kærlighed til hinanden.
Vi har været lidt et trekløver dengang – min kæreste og jeg og hans to bedste venner og deres kærester. Vi mødte nemlig alle hinanden inden for de samme få måneder. For snart seks-og-et-halvt-år-siden. Vi har årsdag med et par ugers mellemrum. Så at vi nu er her, ved vielse, kirke, et ja, det gør mig så glad. Der er ikke noget større end ægte kærlighed. Overhovedet. Den slags kærlighed der kan blive ved med at udvikle sig. År efter år. Der er ikke noget større.
Så vi fældede tårer, gav knus, skålede, hørte taler, klappede, “de længe leve, hurra!”, skiftede stiletter ud med sneakers, dansede, skrålede, købte natmad og sad på Kgs. Nytorv kl. 04.45 med lyseblå himmel og klaset pandehår. Det var den perfekte aften, de var smukke, Frederiksbergs flotteste brudepar lørdag den 8. juni. En perfekt, varm sommerdag i 2013.
Jakken er en gave fra Soaked in Luxury! Og kan I huske, I alle bad om at se mig i Conscious-kjolerne? Jeg købte 4 kjoler men returnerede lynende hurtigt to af dem. De sad bare ikke pænt, så der var ingen grund til at vise jer dem. Og som Bedste Ven B sagde; “dine øjne stråler af lykke, når du tager tylkjolen på”. Hun var ikke i tvivl. Jeg var ikke i tvivl. Det blev en keeper. Og så fik jeg den bare lagt op hos skrædderen, så den var brugbar. Den perfekte kjole, og jeg føler mig faktisk lidt heldig at have den i min samling.
“Carrie” gik igen mange gange i løbet af dagen og aftenen. Fx fik min kæreste og jeg at vide, at vi begge to var “totalt Carrie i dag”, haha, det tror jeg ikke lige, han kunne finde ud af, hvad han skulle synes om. Men det var vel et kompliment for os begge! Mig med tyl og Choos på fødderne, ham med opsmøgede bukser og blomst i knaphullet. Jeg blev helt genforelsket. Det bliver jeg tit.
Og så er der Katrine – den ene del af trekløveret. Hun var også i Conscious, fantastisk smuk. Vi har det altid sjovt, griner og er ærlige. Som da jeg satte mig ned på lokummet for at tisse (hun var selvfølgelig gået med ind, det gør veninder); “Du ligner Carrie, når du tisser!”. Min lykke var gjort, haha! Om fire måneder siger hun ja til sin kæreste. Det glæder jeg mig til. Bryllupper er det bedste. Punktum.
I får en ordentlig endefuld billeder fra i går, for jeg kunne ikke vælge (og alligevel valgte jeg ca. 80 billeder fra – selv tak, haha!). Min Rützou-nederdel ser nemlig fantastisk ud på dem alle, det synes jeg. Den er så fantastisk dramatisk, så pyntet, så sommerlig, så kraftfuld på en eller anden måde. Den har tryllebundet mig fuldstændig, og jeg tog mig selv i at spinne rundt om mig selv flere gange, hive ud i skørtet og gå lidt anderledes for, at den rigtig svingede. Det må have set mærkeligt ud egentlig. Det er uden tvivl et af mine bedste køb i 2013 – den kom med mig hjem på Fashion Flea tilbage i vinter. Jeg har haft kig på den, siden den kom i butikkerne i marts-måned sidste år. Nu er den min. Den er blevet lagt en halv meter op, og den er bare så smuk. Og jeg er endda overhovedet ikke en maxi-pige; jeg dutter ikke til maxikjoler og -skørter. Men denne her; den tog mig med storm. Og den effekt har den vist også på andre, jeg blev i hvert fald stoppet 4 gange i går og mange af mine Stories-kolleger spurgte også til den. Hurra for karrygul – jeg bliver aldrig træt af dig.
Jeg skal på arbejde nu. DR og lidt P7-radio. Så et eftermiddagsmøde. Hjem og hente Frida og så hjem til Bedste Ven B. Jeg har sjældent glædet mig så meget til weekenden. Selv om jeg skal arbejde både lørdag og søndag i Stories. Søvnen skal jeg nok indhente. Og aftenerne skal bruges på ingenting, åhr!
Jeg er simpelthen så træt i øjeblikket, jeg går alt for sent i seng. Står tidligt op. Prøver at få gang i træningen igen. Hvorfor stopper man nogensinde med det? Det er jo det VÆRSTE, når man skal i gang igen. Jeg ender altid med liiige at droppe den sidste gentagelse af øvelsen, jeg spurter ikke helt, når vi skal spurte, mere lunter. Og jeg har altid vildt dårlig samvittighed. Det føles lidt ligesom at være tilbage i folkeskolens gymnastiksal. Snyder hvor jeg kan. I sidste ende snyder jeg mig selv, men nogen gange føler jeg bare, at de der trænere med vilje vil sparke til mig, når jeg ligger ned, med hovedet i en gammel-svedig skummåtte mens jeg laver rygstræk. Det er jo indbilsk. Ynkynkynk. De opdager sikkert ikke, at jeg engang i mellem snyder. Vel?
Men i går var date night. Min kæreste og jeg plejede at have en månedlig date, som vi hver skiftedes til at arrangere. Så fik vi for travlt med arbejde begge to i vinter og foråret, men nu er vi tilbage. Jeg inviterede den flotteste mand, jeg kender, på sushi og så bif. “Tømmermænd 3″. En rigtig herrefilm. Men nu meget underholdende. Hvis man er til meget billige grin over tæv, kokain, sprut, dumheder og døde dyr. Så har jeg ikke sagt for meget.
Jeg kan altså ikke huske, om jeg har haft det der tøj på på bloggen i øvrigt. Jeg tror det ikke men vær lige overbærende, hvis I har set det før, hah! Tasken? Ja ja, jeg ved I har set den. Men den er stadig pæn.
Nu vil jeg hoppe i tøjet, jeg skal først til noget bloggerhejs med Sarenza og så skal jeg på DR og lave radio og til slut i Stories. For første gang i 1,5 uge. Måske lidt Distortion om aftenen? Hvis jeg orker… Det gør jeg nok ikke. Jeg er ikke skideskrap til mange mennesker samlet på et sted som fx Distortion. Men god fornøjelse til jer der tager af sted!
