Sidste år hørte jeg, at Destiny’s Child ville komme med noget nyt, og jeg har ventet spændt lige siden. Jeg var til deres koncert i Forum i 2005 (mener det var i 2005?) – jeg ELSKEDE deres gamle musik. Både fra Bills, bills, bills-tiden og fra Survivor-tiden. I kan jo lige tjekke inspirationen fra sidstnævnte i mit 00′erne-outfit fra min fødselsdag sidste år. Army is the way to go. Jeg er vild med disse damer, og har virkelig dyrket dem. Også hver for sig (måske ikke så meget Michelle – hun blev en snert for “gud-er-stor-gospel-agtig” til min smag).
Lige om lidt kommer der et nyt album fra de tre damer – men hold lige på hestene! Der er altså ikke noget nyt på det album som sådan! Det er et opsamlingsalbum med de største kærlighedsballader, de har lavet siden 2004. Og så lige et enkelt nyt track – det, I kan lytte på ovenover.
Jeg synes ikke, Nuclear er sååå spændende. Det er langt fra de power puff piger, jeg lyttede til i 00′erne. Der mangler det fede beat og den velsmurte melodi fra back in the day. Ja det er en ballade, og den skal selvfølgelig have mere ro og strygerkvartet – men tænk på Emotion, Dangerously in Love! Der var noget mere saft og kraft… Men nu har Beyonce jo en finger nede i bolledejen, og hende kan jeg næsten ikke stå for. Jeg kommer nok til at lytte til den igen. Hvad siger I? Synes I det rammer DC-stilen, og har det power?
Jeg har lovet jer et ekstra dagens, og det skal I få. Et ømt et af slagsen. Jeg holdt jo 00′er-fødselsdagsfest i går aftes for mine tætteste veninder. Det var simpelthen en vidunderlig aften. Tre-retters menu (yes med hindbærkagen til dessert og rester i dag), hjemmelavede somersby og hjemmelavede breezere. Vi spillede Vandfald og “Jeg har aldrig…” – ligesom i gode gamle dage! Men krymmelen på toppen var alle de fantastiske outfits, der var i lejligheden, alle havde taget opgaven meget seriøst! Ville ønske jeg havde gemt mere af mit tøj fra 00′erne… Måtte virkelig grave dybt for bare at finde lidt!
Jeg havde taget mine mili-shorts fra Vila (som klart var mit foretrukne tøjmærke i midt-00′erne), som jeg fik af mine chefer i den tøjbutik, jeg arbejdede i i 9. klasse, fordi jeg fik 13 i iet eller andet ved afgangsprøverne. De er virkelig blevet brugt meget og synes, de går glimrende til “Destiny’s Child-Survivor-stilen”. Og så er der selvfølgelig min D&G-top, som var et af mine første dyre tøjkøb. Købte den i Wunderwear i Hørsholm Midtpunkt på udsalg, og min mor syntes selvfølgelig det var fuldstændig tosset at give så meget for sådan et lille stykke tøj. Og så er der vesten. Den fik sin plads i skabet omkring Justin Timberlakes “My Love”-track – lige pludselig gik alle i vest. Så sent som i går til barnedåben var en af gæsterne iklædt en vest uden på hans polo. Den hænger virkelig i med neglene, vesten. Bikinitoppen – et fast bestanddel af mit festoutfit, til mine super nedringede toppe med vandfald foran, den har jeg godt nok worket mange gange. Jeg havde også sådan en flot flot hvid en med en similibeklædt søstjerne lige midt mellem pakkerne! SMUKT! Og så har vi hårbåndet – det med dobbeltsnor, det havde jeg i hvid, sort, hudfarvet og altså pinkt med glitter. Jeg holder faktisk fast i dem her, for de er geniale til vild zumbatræning. Og fjerørenringene ej at forglemme! De kom ind i samlingen lige omkring Shakiras “Whenever, Wherever” – der havde jeg faktisk fjer på flere sager; i lædersnore omkring halsen, i ørerne (evt. også bare i det ene øre), på tøjet, i håret. Og nu er de jo moderne igen, for jeg har i hvert fald hapset de pinke i H&M for et par uger siden.
Makeup’en var ingen undtagelse; jeg havde fundet mine GOSH-glimmer-powders frem i lyseblå, guld og grøn. DEM samlede jeg på, og jeg kunne finde på at blande de vildeste farver, men de gav altid et mindre glimmereventyr ned ad kinderne. Og så toppede jeg den lige op med sun powder!
Vi talte om mange fantastiske tendenser; Punk Royal-bukser, Diesel-HUSH-jeans, hvide bomuldsundertrøjer med blonde kant ved brystet, Nørgaardtrøjer, Rosemundetrøjer, plastikstropper på BH’erne (hallo! Som om man så ikke kunne se dem??), Kawasaki, touperet hår, hårklemmer – aldrig hårnåle, blomst-om-halsen-på-snor, små glimmer sten man kunne klemme om hårstråene som-havde-man-sten-i-håret-på-magisk-vis, DKNY-tasker, Louis Vuitton-tasker, bar mave, similikæder om hofterne, briller med farvet glas med et lille similihjerte i det ene hjørne (ligesom Anastacia), denim, leggings – helst sorte til midt på læggen, corsager uden på skjorten. Hvad skal med på listen?
…. (og dyrk så lige bloggerposen den-ene-fod-bag-den-anden-med-tåspidsen-i-gulvet; tænkte den ligesom var et godt supplement til det outfit)