(friskt fra pressen, billedet er taget direkte ud af sengen, som min kæreste og bedste veninde vækkede mig)

I dag fylder jeg 24 år. For første gang nærmer jeg mig for alvor de voksnes rækker. Åbenbart. For Bedste Ven B sagde forleden; ”Så har du kun ét år tilbage som ung, ifølge Gallup i hvert fald”. Femogtyve år er åbenbart en form for skillevej. Så er man voksen. Men er det så dårligt?

Jeg fandt forleden min gamle venindebog fra 1998. Spørgsmål: ”Hvor er du om 15 år?” Ifølge Cathrine 9 år er jeg tøjdesigner og manager (for hvad eller hvem er ikke lige udspecificeret, men jeg har stavet det “manejer” – mandeejer (på sin vis semirigtigt)?) og har tre børn med min mand. Jeg er nemlig gift. At min største interesse står noteret som Leonardo DiCaprio i samme bog skal ikke skæmme profetiens troværdighed. Cathrine på 9 år forventede at have en mand og tre børn og en strygende managerkarriere i en alder af 24 år.

Jeg er ked af at skuffe dig, fortids-jeg, but it didn’t happen. Til gengæld fik jeg en ny cykel, startede på universitetet, flyttede imellem tre lejligheder på et år, og nårh ja klædte mig ud som Nestlé-kanin i weekenden og Jägermeister-pige om natten. Du kan godt være stolt fortids-jeg. Jow. Jeg er blevet student, fundet den store kærlighed, blevet moster, fået mig en praktisk uddannelse på DR, næsten sluttet min bachelor (kom så, to tilvalgsfag!). Jeg har fået en klumme, en hund, en blog med snart 2200 læsere (200 nye læsere på bare fire uger, det er STORT). Jeg har fået en Gucci-taske og en Mulberrytaske. Heldige fis. Og ret voksent. Tygget mig gennem 25 par sneakers. ENDELIG skiftet min Nokia ud med en iPhone. Været i New York – det drømte du da også om! Jeg har set Paven (nu eks-pave), interviewet Nik & Jay (det var også en drøm for 10 år siden), sagt “jeg elsker dig” til en mand og virkelig ment det. Jeg har sagt ordene til min familie (og til min familie, hvis I ikke har hørt mig, så læs det her). Jeg har besteget et bjerg på Borneo, svømmet i et vandfald i Amazonas. Jeg har været på safari, gjort fremmede mennesker lykkelige uden at forvente at få noget igen.
Da jeg var 15 år, kunne jeg ikke vente på at blive voksen. Da jeg 22 år, ville jeg slet ikke være voksen. Men nu? På første dag af mit 24. år er det faktisk okay. For hvert år jeg bliver ældre er fyldt med gode oplevelser og kærlighed.

… Jeg tror, at min frygt for at blive voksen bundede i ikke længere at være centrum (meget ungt). Ikke at være dem det hele handler om. De unge. De der ingen planer for fremtiden har, kun en masse drømme. ”… hvad det er, de vil med livet, det kan kun de selv forstå”. Når man er voksen, bestemmer mange andre, hvad man vil med livet; job, børn, realkreditlån, regering, regninger. Men jeg har stadig en masse drømme.

Jeg er jo ikke mere låst, end jeg selv bestemmer. Og jeg har så meget kærlighed – i dag endnu mere til andre, en kærlighed som jeg en dag vil lægge i nogle børn. Med den bedste mand jeg kender. Det behøver ikke handle om mig hele tiden. Ikke længere. Jeg tror, jeg er klar til at blive voksen.

Det eneste der ikke er sjovt ved at blive voksen? Folk omkring mig bliver ældre. Min mor. Far. Min farmor. Mormor. Jeg bliver voksen. Men de bliver gamle. Lige dér vil jeg gerne være 8 år igen, sidde bag min farfars lænestol og lege med Barbie i 5 stive timer med min kusine, få teboller med varm kakao og flødeskum og ikke ane, hvad en kassekredit er. Men hver ting sin tid. Og jeg har dem jo stadig. Min forældre og bedsteforældre. Jeg skal gribe øjeblikkene nu, sammen med dem, i stedet for at hænge i barndommens minder. Vi skaber nye minder lige nu. Lige her.

Så det er okay at blive ældre, så længe jeg har gode mennesker rundt om mig. Som overrasker mig kl. 07.45 om morgenen på min fødselsdag på en regnvåd onsdag, som min kæreste og Bedste Ven B. Det bliver et stærkt 24. år. Vild ungdom. Lidt endnu.

Vi gjorde det! For helvede hvor var det en stor aften i går. Emmelie De Forest tog sejren hjem til Danmark. Eurovisionen er vores. Efter 13 år uden sejr og til tider pinlige placeringer. Det er så sindssygt stort. Og som I kan se på billederne, var jeg hele følelsesregistret igennem, haha. Jeg har grædt, grint, skreget af mine lungers fulde kraft. Hele aftenen og natten med. Jeg har haft ondt i maven, været nervøs. Men vi vidste jo godt, at det ville gå. Hun var så stærk. Mine forudsigelser holdt stik; Ukraine og Norge var kæmpe konkurrenter. Men Azerbaijan. Det havde jeg ikke troet. Mine flag var ødelagt efter første 12-tal til os. Så var det i gang med den brede tape. Klistreklistre.

Jeg havde fire flasker asti på køl, og der røg noget indenbords. Jeg skulle have noget at styrke mig på. Når de andre lande pustede os i nakken. Jeg var sammen med bedste ven B og hende hersens. Og Frida selvfølgelig. Hun så også engageret med, som I kan se.

Efter sejren, da øjnene var tørre, tog jeg ind til byen på fancypantsnatklub. Jeg var høj på adrenalin og maven fyldt med bobler. Spurgte DJ’en flere gange, om han ikke godt gad spille “Only Teardrops”. Fanme nej. Det var han for smart til. Kedelig type. Han gad ikke engang løfte hovedet, da jeg spurgte ham. Så jeg smuttede. På Heaven. Byens bedste bøssebar. Her spiller man uden skam Only Teardrops flere gange i timen. Det var lige mig.

Da det var lyst uden for, smuttede jeg på maccen. Købte natmad og så hjem. Helt mæt af indtryk. Stadig høj på glæde. Med Bigmacsovs på kinden. Uden mit dankort – det blev stjålet. Med masser af hårlak i håret og dejlige minder om at stå på gaden uden for en natklub den 18. maj – en lun forårsaften – og synge Emmelie sammen med ti fremmede flotte bøsser.

Den bedste aften jeg længe har haft. Og nu skal jeg have tøj på, ud af døren. Mopsen skal tisse, og jeg skal på jagt efter morgenmad. Klokken 17.30 står den på Tivoli – Emmelie bydes velkommen hjem.

Jeg delte denne her med jer på Facebook i går. Men nu er det jo ikke jer alle, der er derinde. Og jeg synes fanme, den er sjov. Måske sjoveste spam ever? Normalt ser spam ud som det øverste – ren volapük. Jeg var sikker på, at Lene havde skrevet til mig. Indtil jeg læste godt efter. Som Anne skrev; fanme synd hun ikke fik fingrene i det der kastanjehegn.

Tror, det er en fishingmaskine, der sidder og samler kommentarer op fra nettet og smider dem videre, tydet ud fra afsenderen. Men Lene har jo et eller andet sted i cyberverdenen skrevet til Claus og rost hans løgvækster. Jeg føler mig næsten velsignet over, at hendes rosende og varme ord også landede hos mig. Tak cybergud for det gode grin.

Jeg drømmer hver evigt eneste nat, og det er altid så levende, at jeg kan blive i tvivl om det er virkelighed eller drøm. Ofte vågner jeg med et lettelsens suk. Som fx da jeg drømte om 3. verdenskrigs’ udbrud i sidste uge. Det regnede med bomber ned over København. Skrækkeligt. Da jeg vågnede rullede jeg mig ind til min kæreste og holdt om ham. Mine drømme er fuldstændig så detaljerede som min hverdag, og jeg husker altid minimum en drøm fra nattens mulm og mørke. Og så kan jeg i hverdagen blive i tvivl – “var det noget jeg drømte eller sagde hun også det i virkeligheden?”. Og jeg må tit konstatere; “nååårh nej, det må have været en drøm”.

Nogle gange sker drømmene som en kavalkade på et enkelt tema. Og pt. kører graviditetstemaet på fuld hammer på den indre biograf.

Som fx i nat. Jeg havde været sammen med en fyr – en kikset type som jeg husker fra folkeskolen. Men han var ikke så detaljeret, i hvem han var, han var nemlig ikke så vigtig i fortællingen. Og hvis det ikke er vigtigt, er det sjældent særligt detaljeret i drømmen. Men han havde sagt, han var på p-piller (wtf?!), så jeg skulle ikke være bekymret for at blive gravid. LØGN! For jeg blev gravid. Stort gravid. Med 9 babyer! Og det var som om “virkeligheden” først ramte mig, da jeg skulle føde. Lige pludselig. Der kom sådan nogle små lange babyer ud, der lignede mest af alt små E.T.’s. Helt rynkede og lidt væmmelige. Men jeg var jo ikke forberedt, for jeg troede jo, at ham fyren var på p-piller. Så jeg havde ingen bleer, dragter. Jeg lagde dem alle på rad og række i et håndklæde. Og pludselig fødte jeg én til. Den var blevet helt lilla, fordi den havde ligget så længe. Men så krammede jeg den hårdt ind til brystet og pakkede den ind i pels. Jo i pels. Og så kom der liv i den lille ven. Jeg ville lægge ham ned på håndklædet til de andre. Og så opdagede jeg, at de ikke havde håndklæde over sig, så de frøs. Og så skreg de lidt sådan lidt cikadeagtigt. Men allerede nu var de blevet noget større. Og så skulle de have mad. Og det var meget bizart. For mine bryster var blevet sygt lange, så babyerne bare kunne ligge i skødet, mens de fik mad. Oven på min mave som efter imploderingen efter graviditeten var helt gooey og slasket – jeg så Krop Umulig forleden med en meget overvægtig mand, som havde fået den VILDESTE slappe ud, der dækkede kønsdele und alles. Det var også sådan jeg så ud. Så babyerne lå der oven på maveskindet og fik mad. Og så grinede de. Da gik det op for mig, at jeg kun havde fået drenge. NI DRENGE! Og så bandede jeg; “jeg har lavet ni babyer og ikke én eneste pige, er det blevet til! Jeg orker bare ikke at lave flere!”. Og så vågnede jeg.

Den var ikke ligeså sjov, som dengang jeg drømte, jeg var gravid og cyklede på min røde trehjulede ned i Matas. Nøgen. Dog med et lille tørklæde ca. 20×150 cm rundt om den højgravide mave. Jeg skulle nemlig have noget hårfarve. Åbenbart. Farver ALDRIG hår. Og da jeg trådte ind ad døren, udbrød ekspedienten; “MEN DU ER JO NØGEN”. Mit svar var: “Nej jeg har da taget tørklæde på”.

… Og så var der også den hvor jeg var gravid, fødte en 8-årige pige. Det var igen en utrolig mærkelig ammesituation, hvor hun selv stod op. Hm…

I aftes blev overhovedet ikke, som jeg havde forestillet mig. Jeg havde planlagt en rar aften i sofaen til at hygge mig med bloggen, som på mange måder forsømmes i øjeblikket og er blevet det en del på det sidste. Jeg ville lave risengrød, sidde i sofa, svarer kommentarer, som jeg er virkelig meget bagud med, nusse Frida lidt. Men i stedet endte jeg med at sidde på DR til kl 23.00 og lave weekendens radio. Og risengrøden blev skiftet ud med en dårlig burger fra et mystisk Just-eat-sted. Som i øvrigt gav mig de vildeste mavekramper. Så med en dag der hed DR-forelæsning-DR-igen, var jeg helt færdig, da jeg endelig trådte ind ad døren. Så skulle jeg bare lige bage 12 cookies, stryge noget tøj til i dag og pakke en taske.
Det bringer mig også hen til det, jeg gerne ville binde en lille foreløbig sløjfe på, nemlig min nedsmeltning. Det er efterhånden en måned siden, og hvordan er det så gået siden?

De første dage efter var jeg vildt sårbar, jeg græd stadig over ingenting (men jeg er også følsom, jeg græd forleden, da nogle skolelærer sang “Vi-er-ikke-voksne-vi-er-ikke-rigtig-børn med Lock-out-tema i metroen). Men intet står jo stille, og jeg skulle på arbejde igen. Både på det ene og det andet og det tredje. Jeg meldte fra på et par blogevents, fik fjernet et par vagter i Stories. Men radioen skal jo passes, så den fyldte stadig enormt. Og det gør den sådan set også nu. Radioen jeg er vildt glad for, men mine sendedage falder tit sammen med arbejdsdage i butikken, og så er der simpelthen ikke timer nok i døgnet.

Jeg græder ikke længere – i hvert fald ikke over det, kun over lockoutede lærere åbenbart. Jeg har ikke grædt i to ugers tid. Men jeg kan mærke, at min tærskel for, hvornår jeg føler mig presset, har skubbet sig. Jeg får hurtigere åndenød og angst for, at jeg har glemt noget. For det gør jeg stadig. Glemmer ting. Og det er ikke et godt tegn. Jeg er super glad for Stories – flere af jer spurgte, hvorfor jeg ikke vælger det fra. Men radioen er super ensom – jeg kan have en hel arbejdsdag uden at møde et eneste menneske, og det holder jeg ikke til igen. Sådan var næsten hele min Talentperiode, og hvor har jeg været meget ked af det. Jeg har erkendt, at jeg har et ret stort socialt behov, behov for at have kolleger omkring mig, nogle man kan bage fødselsdagskage til, nogen der siger til lykke, spørger hvordan weekenden er gået, nogle man kan ønske til lykke med baby, forlovelse, what not. Hvis jeg kun laver radioen som nu, fører det direkte til ulykkeligheder og ensomhed. Det går jeg ikke igennem i. I Stories har jeg de bedste kolleger. Radioen er skidesjov – helt ærligt, at udkomme er et hvert Talents drøm, og det er nu min chance er. Så kombinationen af de to er faktisk suveræn – så skal timerne bare gå op. Studiet? Jeg valgte jo et fag fra og skriver eksamensopgave i det ene tilbageværende fag – det fylder en del i mit hovedet. Jeg føler mig igen meget bagud. Og så er der klumme og blog – igen to ting jeg på ingen måde vil skille mig af med. Så hvad gør jeg?
To ting har hjulpet, og det vil jeg gerne give videre til jer – flere af jer har skrevet at I har oplevet noget lignende. 1) At købe en fysisk kalender. Simpelthen. Det er så simpelt. Men det er blevet min stok, jeg kan ikke leve uden den, og alt, hvad jeg skal, står skrevet i den – det gør, at jeg kan tømme mit hovedet og noget af min frygt for glemsomhed forsvinder. 2) At sige det højt. Især til min nærmeste vennekreds og familie. Socialt pres; “hvorfor har du ikke svaret?” og “skulle vi ikke også snart ses?” vejer ligeså tungt som arbejdspres i mit hovedet. Jeg vandt virkelig en stor forståelse fra mine venner, og det har givet mig et pusterum.
… Og nårh ja, så er jeg begyndt at købe blomster til mig selv en gang om ugen ca. Det gør mig faktisk lidt lykkelig. Det er forkælelse. Det er en lille ting – bare roser fra Rema1000, men det giver mig en ro herhjemme. Noget rart at se på.
Jeg er ikke helt oven på, og jeg tror først, jeg kommer det til juni, når min eksamen er overstået. Det er klart den, der presser mig mest oven i alt det andet. Om jeg kommer til at læse fra august af igen, står lige nu hen i det uvisse. Det kan jeg slet ikke rumme. Jeg har fået skubbet lidt rundt på mine dage, så jeg som oftest har i hvert fald en halv fridag i ugens løb i hverdagene. Det har jeg behov for. Både til at trække vejret. Til at læse op. Blogge. Og bare glo på mine pæne blomster, hah!

MEN NU er jeg på vej ud af døren. Jeg skal til noget sjovt i dag! En polterabend for en af mine gode veninder – Marie fra Polhem PR. Jeg tør godt skrive det nu uden at ødelægge overraskelsen, for dagen er så småt skudt igang. Jeg kommer først tilbage en gang i morgen til bloggen (altså sover hjemme, men jeg skal ikke have med computer at gøre før i morgen)! Hav en dejlig lørdag, søde piger som drenge.